Velkommen til 2021. Året, vi alle håber, bliver bedre, end året der gik. Vi er fulde af håb og forventninger på trods af statsministerens udmeldinger om nogle hårde vintermåneder og seneste restriktioner.
The Human Touch
Den største kulturelle trend i 2021 bliver uanset hvad The Human Touch. Vi higer efter ”rigtige” mennesker og fysisk kontakt. Vi har handlet online som aldrig før, arbejdet via teams og hjemmeskolet vores børn i det omfang, vi nu kunne. For mange har det været en kærkommen lejlighed til at være mere sammen i familien, og bruge tid på nærvær. For andre har det været en kilde til stress og frustration. Selvom der er mange fordele ved ”det digitale liv”, så er rigtig mange trætte af chatbots og samtaler via skærmen. Vi vil bare gerne mødes og tale med et menneske.
I en usikker tid er de fleste enige om, at vi savner de ”gode gamle dage”. For mange handler det egentlig bare om tiden lige inden covid-19. Selvom vaccinen er kommet, så ved vi godt, at verden aldrig bliver den samme som før. Meget vil være ændret for altid. Ligesom vi tidligere har talt om før-krigs og efter-krigs-tiden ,vil vi fremover tale om før covid-19 og efter. Den sorte svane er blevet til et gråt næsehorn. Det vil sige, at vi fremover vil leve med angsten og usikkerheden om, hvornår den næste pandemi bliver en realitet.
Fra "me" til "we"
Vores tanker om sundhed har ændret sig fra noget, vi selv kunne tage ansvar til at være et fælles kollektivt anliggende. Vi er i den grad gået fra ”me” til ”we”. Fra mig til os er også ensbetydende med, at vores ønske om fællesskaber fremover vil være stort og voksende. Vi vil finde tryghed i fællesskaber, hvad enten det er små lokale samfund, eller interesse- og værdifælleskaber på tværs af geografi og demografi. For fællesskaber med andre ”rigtige mennesker” er også lig med mindre ensomhed og mere mental sundhed for alle dem, der har følt et tomrum og en isolation under Coronakrisen. Det gælder især de mange unge, men også de ældre og enlige.
Vi vil søge mening
I en usikker tid hvor vi har været udsat for et kollektivt granatchok, vil mange søge at finde en større mening i både det daglige men også i livet i det hele taget. Vi vil gå en tid i møde, hvor mange vil søge svar i det mere spirituelle liv, men lige så mange vil blot definere deres egne klare leveregler og holdepunkter. Dette kan være alt fra måden, vi er sammen på, til det vi spiser og drikker.
Vis dit menneskelige ansigt, faciliter fællesskaber og giv os noget at tro på
Hvad betyder det for virksomheder og brands?
De virksomheder og brands, der kan tilbyde os noget at gå sammen om og give os noget at tro på, vil gro.
De virksomheder og brands, som kan facilitere det fysiske møde og tilbyde autentiske fællesskaber, vil vokse.
De virksomheder, som formår at vise et menneskeligt ansigt også online vil vinde vores hjerter.
Godt nytår !
Comments